Ny registrering af lokalplaner vedr. etablering af vedvarende energi

Publiceret 05-02-2024

Som følge af ændring af Planloven (vedtagelse L62) bliver Plandata.dk justeret for bedre at kunne håndtere registreringen af planer med vedvarende energi. Der er tilføjet to nye anvendelseskategorier vedr. solenergi; solvarmeanlæg og solcelleanlæg. Derudover skal man som noget nyt for lokalplaner og lokalplandelområder med vindmølleanlæg og solcelleanlæg indberette det planlagte anlægs maks. kapacitet og forventede produktion.

Ændring af specifikke anvendelseskategorier

For bedre at kunne håndtere registreringen af planer med vedvarende energi er der implementeret en ændring i specifikke anvendelseskategorier. Hidtil har det kun været muligt at indberette den specifikke anvendelseskategori solenergianlæg (8133), som omfattede både solcelleanlæg og solvarmeanlæg. For at kunne skelne imellem disse to typer af anlæg har vi derfor opsplittet den specifikke anvendelseskategori solenergianlæg (8133) i to nye.

Dette betyder, at man fremadrettet kan vælge de specifikke anvendelser:

  • Solcelleanlæg (8135)
  • Solvarmeanlæg (8136)

Den gamle specifikke anvendelse, solenergianlæg (8133), udgår fra registreringen af fremtidige planer.

Ændringen vedrører indberetningen af både lokalplaner, lokalplandelområder og kommuneplanrammer.

 

Indberetning af planlagt kapacitet og forventet årlig produktion

Derudover skal man som noget nyt i lokalplaner og på lokalplandelområder med de specifikke anvendelser, vindmølleanlæg (8111) og/eller solcelleanlæg (8135) indberette:

  • Planlagt kapacitet i MW (hvor meget elektrisk effekt anvendelsen maksimalt kan levere i et givent øjeblik).
  • Forventet årlig produktion i MWh (hvor meget elektrisk effekt anvendelsen kan levere over et år afhængigt af faktiske driftsforhold).

 

Indberetningen af de nye justeringer

Alle ovenstående justeringer vil kunne indberettes via brugersnitfladen på www.indberet.plandata.dk.

Indberetningen af de nye justeringer vil IKKE blive understøttet via system-til-system-snitfladen SOAP, som anvendes af flere indberetningsløsninger fra tredjeparter.

Hvis man derfor vil anvende Plandata’s SOAP-service til at indberette en lokalplan eller et lokalplandelområde med de specifikke anvendelseskategorier vindmølleanlæg (8111) og solcelleanlæg (8135), betyder det, at man skal indberette en kladde af lokalplanen eller lokalplandelområdet via tredjepartsløsning, men indberette de nye oplysninger vedr. kapacitet og produktion på www.indberet.plandata.dk

Ikrafttrædelse af ovenstående ændringer er planlagt til onsdag aften d. 7. februar.

 

Vi håber I vil tage godt imod ændringerne, og som altid tager vi gerne imod feedback.

 

Venlig hilsen

Plandata-teamet